Geopark Odsherred

Geopark Odsherred er en UNESCO Global Geopark i Nordvestsjælland, hvor der er masser af muligheder for at komme på ture med de lokale naturvejledere i et meget særpræget og flot istidslandskab. Forbered dit besøg ved at læse om Geoparkens geologi i Geoviden.

Geopark Vestjylland

I Geopark Vestjylland finder du viden og oplevelser om sammenhængen mellem landskabsudvikling og kulturhistorie i et unikt istidslandskab langs isens hovedopholdslinje formet af is, vand, vind og mennesker. Forbered dit besøg vha denne sides geologi-lektioner samt ved at læse om Geoparkens geologi i Geoviden.

Istidsruten

Istidsruten er en 390 km lang cykeltur gennem det sjællandske istidslandskab. Du kan undervejs blive klogere på landskabet ved at fordybe dig i skiltene eller den gratis app ’Istidsruten’ 

Nationalpark Thy

I Nordjylland kan du besøge det vindblæste Nationalpark Thy og lære om istiden og den efterfølgende sandflugt.

Observatoriet i Brorfelde

Observatoriet i Brorfelde er et naturvidenskabeligt oplevelsescenter. Få øje på at se naturen – fra universet over dig til jorden under dine fødder.

Statens Naturhistoriske Museum

Statens Naturhistoriske Museum i hjertet af København, kan du benytte dig af skoletjenesten, samt finde permanente udstillinger om geologi, blandt andet ’Danmarks dyreverden gennem 20.000 år’, ’Mineralsalen’, ’Meteroritter’ og ’Evolution’.

Nationalpark Mols Bjerge

På Syddjurs i Nationalpark Mols Bjerge finder du nogle af Danmarks flotteste randmoræner i et spektakulært istidslandskab. Lær om istiden vha denne sides lektioner og læs om Mols Bjerge i Geoviden, så er du klar til ’bjergvandring’ med een af naturparkens naturvejledere.

Geocenter Møns Klint

Geocenter Møns Klint i Østsjælland kan du lære om dinosaurernes uddøen samt om istidslandskabet. Du kan både besøge det store indendørs sciencecenter, samt gå på fossiljagt på stranden foran den helt unikke Møns Klint.

Geomuseum Faxe

Geomusem Faxe i Østsjælland er fossiljægernes drømmemuseum, hvor du kan lære en masse om de spændende fund fra den danske kalk, samt besøge et kæmpestort fossilt rev i Faxe Kalkbrud. 

Stevns Klint

Stevns Klint i Østsjælland er på UNESCO’s liste over verdensarv, fordi et dramatisk kapitel i Jordens historie gemmer sig i klinten. Et ganske tyndt lag af Fiskeler fortæller historien om, hvordan dinosaurerne og halvdelen af alle dyrearter blev udslettet for 66 millioner år siden, da en asteroide ramte Jorden. Der er mulighed for guidede ture, når du besøger Stevns Klint i Højerup, der er det bedste sted i verden at se det dramatiske lag. Du kan forberede dit besøg vha denne sides geologi-lektioner, samt ved at læse i Geoviden om Stevns Klint.

Vadehavscentret

Du kan besøge Vadehavscentret i Nationalpark Vadehavet, som er på UNESCO’s liste over verdensarv. Sammen med Vadehavscentret naturvejledere er der rig lejlighed til at fordybe sig i områdets flotte natur og nær-undersøge de spændende havbundssedimenter. Du kan forberede dit besøg vha denne sides geologi-lektioner, samt ved at læse om Vadehavet i Geoviden.

NaturBornholm

Alle de spændende millioner år gamle lag og grundfjeldet, som ligger dybt under os i Danmark, har pladetektoniske kræfter skudt op til jordoverfladen på Bornholm. Så besøg NaturBornholm museet og få hele den spændende geologiske historie om Danmarks fødsel og frem til i dag. Du kan forberede dit besøg vha denne sides geologi-lektioner, samt ved at læse i Geoviden om Bornholms geologi

Fossil og Molermuseet Mors

For 55 mio. siden var store dele af det danske område dækket af et subtropisk hav, hvor der på bunden blev afsat fint ler og store mængder kiselalger – det såkaldte moler. Samtidig var Norge og Grønland ved at splitte pladetektonisk fra hinanden, hvilket resulterede i massiv vulkanisme og derfor masser af askelag i moleret. I dag kan du gå tur i den gamle havbund, eftersom istidens gletsjere har skubbet den op i flotte folder, og lede efter fossiler af fisk, fugle og insekter. Du kan låne udstyr og se masser af flotte fund på Fossil og Molermuseet Mors i Nordjylland. Inden dit besøg kan du gennemgå denne sides geologi-lektioner, samt læse om moleret i Geoviden.

Naturpark Lillebælt

Naturpark Lillebælt udmærker sig ikke kun ved de unikke strømforhold og det marine dyreliv, det er også et område med masser af geologi. Dels fra istidens gletsjere, der har formet landskabet og dels fordi der findes flotte kyst og strandaflejringer fra den miocæne periode for 25 mio. år siden.

Kyst- og Fjordcentret

Kyst- og Fjordcentret ved Randers Fjord og hele nordkysten af Djursland er et formidlingsbaseret naturaktivitetscenter der gennem leg, læring, events og oplevelser giver viden om dansk natur. Du kan her besøge den spektakulære Sangstrup Klint og sammen med centrets naturvejleder og lære en masse grundlæggende om sten og geologi, samt gå på fossiljagt.

Mariager Saltcenter

Er du fascineret af tanken om at der lægger km tykke saltlag under os, som levn efter Perm tidens varme klima og saltbassiner? Visse steder i Jylland har saltet bevæget sig i nærheden af overfladen, hvilket gør det lettere for os at få fingre i det. Vil du vide mere om salt, så læs om salt i Geoviden og besøg dernæst Mariager Saltcenter i Nordjylland.